Vinderen af Viral Video-konkurrence

 
 
Street Stomp
Street Stomp

De tre vindere af den virale videokonkurrence er nu blevet fundet ved en prisuddeling på Aarhus Universitet den 26. marts 2009.

Vinderne blev følgende:

1. Præmie: ’Love from NY’

En original og sjov film, som har fanget det internationale aspekt i Dialog09, hvor Århus går i dialog med omverdenen. Livet og stemningen i filmen, forstærkes af en god brug af humor og viser et mangfoldigt, pulserende byliv.
Ved at skabe dialog mellem verdens sejeste og verdens mindste storby, evner filmen at gøre byen større og verden mindre, hvilket er et af budskaberne i Dialog09.
Samtidig har vinderne været gode til at markedsføre sig og har skabt en særdeles populær viralfilm, der tilsyneladende ikke er til at stoppe.

2. Præmie: ’The naked truth about Aarhus, Denmark’

Filmen skildrer stemningen i Århus med en lidt anderledes - livlig og glad dialog mellem borgere og publikum. Med byen som baggrund bliver der skabt fokus på livet i byen – på dialogen.
Vinderne af 2.-pladsen har gjort god brug af musikken og den positive energi hos de medvirkende og har derved fanget den humor, der er med til at gøre Århus attraktiv – Århus er smilets by!

3. Præmie: ’Street Stomp’

Filmen præsenterer Århus på en anderledes måde. Ideen er god og brugen af flotte billeder og reallyde har resulteret i en god film, som bygger på temaet dialog.
Med fokus på byens puls er den et billede på, hvordan byen ved hjælp af sine egne lyde er med til at skabe dialog.